De vilde Kaniner i Greve Golfklub
De vilde Kaniner er en gratis ”klub-i-klubben” i Greve Golfklub for medlemmer, der har over handicap 36, hvor man kan spille sammen med andre på samme niveau. Der er masser af fordele ved at blive vild kanin: Vi har et rigtig godt fællesskab, hvor du kan møde og spille med ligestillede, og der er som hovedregel altid en rutineret fadder/mentor med i bolden. Så kan vi sammen hjælpe hinanden til at blive bedre golfspillere og bane vejen for deltagelse i de øvrige ”Klubber-i-klubben” (Linksgreverne, Linksgrevinderne og Seniorerne).
Har du bestået baneprøve, er du fyldt 18 år, og har du et handicap over 36, så kan du spille med De vilde Kaniner. En Vild Kanins ægtefælle/samlever med under 36 i handicap, som er medlem af Greve Golf, kan få lov til at spille med sammen med De vilde Kaniner som mentor, efter anmodning herom.
Vi spiller 9 huller nogle lørdage i marts og oktober samt de fleste mandage om eftermiddagen i sæsonen april-september. Den deltagende fadder/mentor er blandt andet med for at fortsætte træning i etikette, regler og spil.
Vi deler spillerunder med de prøvemedlemmer, der skal til baneprøve og vi spiller for-ni med løbende start, undtaget én gang om måneden, hvor vi har gunstart med fællesspisning og præmieoverrækkelse i klubhuset bagefter.
Datoer og tider for ”De Vilde Kaniners” spillerunder offentliggøres løbende i Golfbox, hvor man også melder sig til de enkelte runder. Startlister og øvrig information udsendes via e-mail.
Vi har to formelle turneringer i maj og september, hvor prøvemedlemmer, vilde kaniner samt faddere/mentorer konkurrerer om fine præmier og spiser sammen bagefter.
Følg i øvrigt med i vor Facebook gruppe "De vilde Kaniner – Greve Golfklubs kaninklub"